Ansættelsesstop frem til 1. november

Der er blevet meldt ansættelsesstop ud, foreløbigt frem til 1. november. Læs kommunaldirektør Jette Runchel sætte ord på, hvorfor der er behov for det...


Kære alle

Økonomiudvalget førstebehandlede tirsdag den 1. september budgettet for 2016. Budgetoplægget viser, at det vil blive nødvendigt at reducere udgifterne betydeligt – forventeligt i størrelsesordenen kr. 80 mio. kr.

Årsagerne til den store difference mellem udgifter og indtægter skyldes en række forskellige faktorer, herunder at byens borgere har en lavere indtægt end forventet og en lavere udvikling i lønindkomsten end det øvrige land. Det skyldes også, at særlige nationale ordninger som finansieringstilskud og omprioriteringsbidrag skaber usikkerhed omkring de kommende års indtægtsgrundlag, fordi ordningerne forhandles mellem regeringen og KL for et år ad gangen.

Endelig har vi også stigende udgifter til den kommunale medfinansiering til sundhedsudgifterne (et forhold, vi ikke umiddelbart har nogen indflydelse på), stigende udgifter til det børnesociale område. Kravene til den kommunale sundhedsindsats er stigende, og der er behov for at vi gør noget mere på det område for at kunne arbejde tilstrækkeligt forebyggende bl.a. i forhold til hospitalsindlæggelser. Samlet set skaber det en udfordring på ca. 80 mio. kroner fra den 1. januar 2017.

Vi ved endnu ikke noget om, hvor kommunalbestyrelsen vil fokusere for at skabe balance i budgettet. Det betyder, at det lige nu er helt åbent, hvor eventuelle besparelser vil falde, da det afhænger af de budgetforhandlinger, som de politiske partier nu indleder.

For at sikre størst mulig fleksibilitet i forhold til realiseringen af de forventede besparelser indføres ansættelsesstop fra dags dato (1. september).

Formålet er at mindske antallet af afskedigelser ved ikke at genbesætte stillinger i de kommende måneder. Trods ansættelsesstoppet kan det blive aktuelt også at gennemføre afskedigelser i områder med ubesatte stillinger, da budgetreduktionerne kan betyde, at der bliver brug for nogle andre kompetencer end dem, der er til stede i fagområdet/arbejdsområdet.

Jeg er klar over, at et ansættelsesstop også er en forstyrrelse, og at det på nogen områder kan være meget kritisk for løsningen af kerneopgaven. Hvis det derfor giver meget store vanskeligheder i forhold til at løfte kritiske opgaver, har ledere mulighed for at søge dispensation i direktørforum.

Jeg forventer at ansættelsesstoppet opretholdes foreløbig indtil 1. november, hvor vi vil have et overblik over de eventuelle afskedigelser.

Med venlig hilsen

Jette