Grønt Regnskab er færdigt og miljøcertificeringen er blevet fornyet

Kommunens miljøcertificering og grønne regnskab er en vigtig del af fundamentet for det bæredygtige og smarte Albertslund. Det viser, at kommunen og medarbejderne går med i front for miljøet, og at vi er åbne om, hvorvidt vi lever op til vores mål.


Grønt Regnskab og Miljøcertificering - Albertslund Kommune

Positive historier i det grønne regnskab

Noget af det, vi følger særligt med i, er kommunens CO2-udledning. Her viser Grønt Regnskab for 2014, at kommunen har reduceret CO2-udledningen med hele 32% fra 2006 til 2014. Det er et flot resultat, når vi holder det op mod målet, som var at reducere med 25 % i 2015.

Forbruget af vand ligger fortsat under 100 liter/borger/døgn, hvormed et andet centralt mål er nået. I 2014 var det på 98,5 liter.

Lidt anderledes går det med trafikken. I tråd med tendensen i resten af landet stiger både antallet af biler på vejene og antallet af kørte kilometer i kommunen.

Dykker vi lidt længere ned i Grønt Regnskab 2014, ser vi også flotte individuelle resultater for de kommunale institutioner:

  • SFO Egeskoven har reduceret deres elforbrug for 4. år i træk
  • Køkkenerne i Humlehusene har øget deres økologi til 67 %
  • Herstedlund Skolen har optimeret deres varmeanlæg og sparet 14 % på varmeforbruget.

Samlet set er varmeforbruget i kommunens bygninger faldet med knap 3 %, elforbruget er faldet med 2,5 %, og vandforbruget er faldet med med 4 %. Set over en længere årrække er der her klare nedadgående tendenser.

Kommunens miljøcertificering fortsætter
Miljøcertificeringen er den årlige blåstempling af kommunens miljøarbejde. En ekstern revisor gennemgår de lokale miljøindsatser i hele organisationen og de processer, der binder arbejdet sammen. Lever disse op til kravene for et miljøledelsessystem, så bliver kommunen miljøcertificeret. 

Årets eksterne miljørevision lagde vejen forbi Varmeværket, Albertslund Ungecenter, Ridecenteret, Dyregården Toftegård, Motorsportscenteret og Børnehuset Troldehøj. Der var både ros, forbedringsforslag og afvigelser; seks afvigelser i alt, som i denne uge er blevet lukket.

Eksempler fra miljørevisionen
Varmeværket blev rost for en rigtig flot affaldssortering, og mulighederne for at skrue temperaturen i kedlerne ned blev drøftet.

På Rideskolen og Dyregården blev der snakket om, hvorvidt den bløde plastindpakning på halmen kunne genanvendes til et nyttigt formål.

Albertslund Ungecenter fik ros for et stærkt fokus på miljøarbejdet og meget engagerede medarbejdere.

På Børnehuset Toftehøj blev deres økologiprocent på over 90 fremhævet.

Albertslund Kommune har været 100 % miljøcertificeret i 7 år. Indtil Københavns Kommune blev miljøcertificeret tidligere i år, var Albertslund den eneste miljøcertificerede kommune i Danmark.

Læs selv mere i kommunens grønne regnskab og miljøredegørelse.