Ny energi på medarbejdersiden - hils på Søren


Kommunens medarbejderside har stået for del kritik.Den oprindelige ide med medarbejdersidens vedligeholdelse var at rådhusets enkelte afdelinger skulle varetage opgaven. Men mange oplever web-værktøjet Open Public som en barriere, der gør opgaven svær at tackle. Opgaven bliver nedprioriteret og sitet får ikke tilført den tid og de ressourcer, der skal til.

Det har afstedkommet, at sitet flere steder fremstår ustruktureret og uaktuelt. Med andre ord kunne medarbejdersiden trænge til en kærlig hånd.

Som digital rengøringshjælp har kommunikationsmedarbejderne i Økonomi & Stab derfor fået lov til at tilknytte Søren Zester til et projekt, der handler om - i samarbejde med rådhusets interessenter - at få afdækket behovsindsatsen.

Søren har en flerårig internetbaggrund hentet hos virksomheder som Coop.dk, Call Me og De Gule Sider. Det gør, at han ikke ryster på hånden, når de store omstruktureringer skal foretages på hjemmesiden.

Som en ekstra ressource vil Søren - alt efter behov - være behjælpelig som en slags digital indretningsarkitekt og sparringspartner.

Planen er at Rådhusets afdelinger selv melder tilbage, hvor på medarbejdersiden, der er behov for kost, spand og skuresvamp.

Som udgangspunkt hjælper Søren med at tilrette strukturen fra gren til kvist, så der opnås en ensartethed med en pænere og mere overskuelig hjemmeside. I samarbejdet indgår, at afdelingerne stadig leverer materiale til det indholdsmæssige.

Søren har været i gang siden starten af marts, og allerede nu kan ændringer ses på dele sitet, f.eks:

MEDaftale og arbejdsmiljøorganisation (Organisation)
KOMBIT monopolbudsprojekter (Organisation)
Valghåndbog (Vejledning og support)

'Jeg oplever allerede nu en enorm interesse for projektets udførelse, idet afdelinger står på spring og allerede begynder at melde ind, inden vi er kommet rigtigt i gang', siger Søren Zester og forsætter 'så jeg glæder mig allerede til et spændende samarbejde'.