Nyt tilbud om psykisk krisehjælp aften og nat

Angst, magtesløshed, sorg og tristhed kan opstå på alle tider af døgnet, og det kan være så slemt, at man føler, man har akut brug for hjælp. Derfor har Albertslund Kommune i samarbejde med 7 andre kommuner oprettet en ny akuttelefon, hvor voksne i akut psykisk krise kan få professionel støtte og rådgivning i de sene aften- og nattetimer.


Kommunerne bag akuttelefonen forventer, at den professionelle psykiske krisehjælp vil hjælpe borgeren, så den akutte situation ikke forværres.

Professionelle i røret
Akuttelefonen er bemandet af professionelle medarbejdere fra det socialpsykiatriske/socialpædagogiske bosted Kløverengen i Ishøj Kommune. Medarbejderne er vant til at yde psykisk krisehjælp til mennesker, der har akut brug for hjælp.

For at hjælpe borgeren bedst muligt, formidler Kløverengens medarbejdere indholdet af samtalen videre til borgerens kommune, så vedkommende kan få den rette hjælp fremad-rettet. Derfor er opkald til akuttelefonen ikke anonyme.

Åben aften og nat
Telefonen går i luften 1. oktober og har åbent alle dage kl. 23.30-7.00.

Telefonen er åben for alle borgere i Ishøj, Vallensbæk, Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Glostrup, Tårnby og Dragør Kommuner. Pårørende er også velkomne til at ringe.

Akuttelefonen: 2525 0400

Kontaktperson Albertslund Kommune : Anna Bojsen 43 68 65 09