Udfold netværkstemaet

Når du udfolder det tema du har fået, handler det om at se det fra flere perspektiver og indsamle mere viden om temaet. På den måde finder du temaets muligheder, som gør dig i stand til at lede netværket mod nye løsninger.


Din nuværende temabeskrivelse fungerer som afsæt for netværksarbejdet og er ét perspektiv på den udfordring eller mulighed, som du arbejder med. Som netværksleder er det derefter din opgave at udfolde temaet yderligere og få flere perspektiver på, så du og organisationen kan tænke nyt om temaets udfordringer og muligheder.

 

Det gode netværkstema

Et godt tema er med til at fremme et godt netværksforløb og understøtter, at netværket skaber værdi og engagement. Der er 7 karakteristika, som er til stede i et godt tema, og som er relevante at tage stilling til, når du udfolder dit tema for at sikre at netværksarbejdet. Er de 7 karakteristika tydelige i dit tema? – Hvis ja, hvordan? Hvis nej, hvordan kan karakteristikaet blive tydeligere når du udfolder temaet?

7 karakteristika for det gode netværkstema

  • Kan temaet potentielt skabe bedre velfærd for borgeren eller øget kvalitet i løsningerne i mødet mellem kommunen og borgere? 
  • Indeholder temaet en aktuel udfordring eller er en aktuel dagsorden af stor betydning for kommunen: Er der et reelt behov for og et ønske om at få udfordringen løst i organisationen, både i top og bund?
  • Er temaet tværgående: Temaet kan ikke løses i en enkelt enhed. Kan arbejdet med temaet potentielt skabe nye relationer og øge samarbejdet på tværs i organisationen
  • Rummer temaet stor kompleksitet? Det er svært at definere og finde løsninger på og har derfor et målsøgende fokus, idét den gode løsning ikke kendes på forhånd.
  • Har det potentialet til at generere ny læring?
  • Giver temaet anledning til innovation? Temaet har potentiale til, inden for de fastsatte rammer, at skabe nye og bedre løsninger til måden vi normalt arbejder på og har et vist økonomisk potentiale.

 

Netværkstyper

Netværkstypen har indflydelse på hvilken type løsninger, der forventes i netværksarbejdet. Din netværkstype er ligeledes relevant for det tidsmæssige omfang for netværksarbejdet og relevant for hvordan netværket kobles til basis.

De tre netværkstyper

Innovationsnetværk

Formålet med innovationsnetværk er at skabe radikal innovation og udvikle fremtidens løsninger med udgangspunkt i politiske visioner og strategier (f.eks. Urban Farming i Albertslund Kommune). Det forventes, at innovationsnetværk skaber omfattende forandringer og radikalt nytænker måden vi hidtil har gjort tingene på. Idét innovationsnetværk tager udgangspunkt i politiske visioner og strategier og potentielt kan skabe gennemgribende forandringer, kobles netværket via referenceleder på direktørniveau. I det omfang innovationsnetværk spiller op til det politiske niveau, kobles det til innovationsudvalg.

Velfærdsnetværk

Formålet med velfærdsnetværk er at skabe hverdagsinnovation og udvikle god og effektiv borgernær velfærd gennem borgerinvolvering, helhedstænkning, bedre arbejdsgange og relationel koordinering mellem afdelinger. Det forventes, at velfærdsnetværk udvikler løsninger, der forbedrer eksisterende løsninger og nytænker måden hvorpå vi koordinerer, bruger de ressourcer, som allerede findes i kommunen og udvikler nye samarbejder med borgerne. Velfærdsnetværk kobles til en referenceleder fra CF. I det omfang velfærdsnetværk spiller op til det politiske niveau, kobles det til fagudvalg eller innovationsudvalg.

Læringsnetværk

Formålet med læringsnetværk er at generere viden inden for et område, som organisationen ønsker at sætte på dagsordenen, hvor vi pt. ikke har nok viden, f.eks. deleøkonomi eller frivillighed. Det forventes, at læringsnetværk skaber læring og kompetenceudvikling gennem videndeling på tværs af faggrupper i organisationen og med andre aktører fra det omkringliggende samfund. Netværkets deltagere er hver især forpligtigede på at sætte den genererede viden i spil i egen basis. Læringsnetværk er koblet til CF, særligt ved to nedslag: Igangsættelse og afslutning af netværk.

 

Metoder til at udfolde netværkstemaet

Processen mod at udfolde et netværkstema handler først og fremmest om at undre sig, være nysgerrig og se muligheder og potentialer i netværkstemaet. Der er flere metoder du kan bruge til at udfolde dit tema nærmere.

Markvandring
En markvandring handler om at komme ud i marken – komme ud der hvor tingene sker, tale med og observere de personer, som berøres af dit netværkstema. Markvandringen er en stikprøve, der kan udfolde temaet og ligge et godt grundlag for det fortsatte netværksarbejde. Brug 1 eller 2 intensive dage til at komme ud og se, hvad der foregår i marken og udforsk det med et undrende og afsøgende blik. Dokumenter din markvandring – tag billeder, skriv noter undervejs og dokumenter dine opdagelser, så kan du sætte din viden i spil løbende i netværksarbejdet.

Når du tager på markvandring er der mange metoder du kan gøre brug af til at udfolde temaet:

Metoder til markvandring

Afsøgning af eksisterende viden
En simpel googlesøgning kan være nok: Hvilken viden er der i forvejen på området? Hvad siger forskningen i forhold til at finde vinkler på emnet? – vi søger ikke løsninger i denne fase. Hvordan gør andre?

Når du skal udfolde temaet, er det også relevant at vide, hvad vores interne dokumentation og evalueringer siger om temaet. Tag kontakt til en kollega, der arbejder på området, for at indhente viden om den eksisterende praksis i kommunen og få blik for temaets omfang.

"Hvem synes du jeg skal tale med?"
Uanset om du går på markvandring eller afsøger eksisterende viden, kan du altid spørge dem du er i kontakt med, hvem de vil anbefale dig at kontakte, om de kender nogle, som ved noget om temaet eller er relevante for temaets udfoldelse. Måske finder du dine netværksdeltagere eller din co-driver mens du folder temaet ud?

Når du udfolder dit netværkstema, skal du tage udgangspunkt i det netværkstema du har fået fra chefforum og din referenceleder. Arbejd videre med temaet i skemaet herunder, hver gang du får mere viden. Redskabet kan bruges i løbet af hele netværksarbejdet og kan danne udgangspunkt for løbende drøftelser med din referenceleder om temaet, og hvor I bevæger jer hen i netværksarbejdet.

Udfold dit netværkstema