Prøvetid


Prøvetiden for elever er som for andre 3 måneder, men det er kun praktikperioder, der tæller med. En eventuel skoleperiode, som ligger indenfor de første tre måneder af ansættelsen, tæller ikke med i prøvetiden. Det samme gælder for fravær grundet sygdom i mere end en måned af prøvetiden.

Det er meget vigtigt i prøvetiden at være opmærksom på, om der er noget, som gør den elevansvarlige i tvivl om, hvorvidt eleven kan gennemføre uddannelsen. I så fald skal det gerne afklares før prøvetidens udløb. Det skyldes, at det efter prøvetiden er meget svært at ophæve uddannelsesaftalen.

Derfor bør den elevansvarlige, og den ansvarlige for oplæringen ude på det konkrete praktiksted aftale evalueringsmøder, så de kan følge op på, om der er brug for at få talt med eleven og give vedkommende en mulighed for at forbedre de forhold, man er utilfreds med, inden prøvetidens udløb. Det kan ex. være fravær, arbejdsindsats, privat snak i mobiltelefon mv.

Skal uddannelsesaftalen opsiges i prøvetiden, sker det uden varsel. Eleven skal dog stadig høres efter forvaltningsloven, før den endelige opsigelse kan ske.