Jobrotation

Ved jobrotation erstattes en medarbejder der er på kursus eller under uddannelse, af en vikar


Hvilke medarbejdere kan indgå i ordningen?

Der skal være tale om en ordinært ansat medarbejder, der som minimum har været ansat 30 timer ugentlig, i en lønperiode svarende til en måned som er indberettet til eIndkomst.

Medarbejdere der har været ansat under løntilskud, eller anden form for støttet beskæftigelse, samt elev-lærlinge og tilsvarende uddannelsesansatte, anses i denne sammenhæng ikke for ordinært ansatte medarbejdere.

Målgruppen for uddannelse omfatter medarbejdere, der ikke har en uddannelse der overstiger en erhvervsuddannelse eller tilsvarende og medarbejdere med en højere uddannelse som ikke har haft beskæftigelse inden for deres uddannelsesområde i de sidste 5 år.

Hvilke ledige kan indgå i ordningen?

Ledige, som ved ansættelsen har haft en sammenlagt ledighedsperiode på mindst 3 måneder, kan indgå i ordningen. Ved opgørelse af ledighedsperioden medregnes perioder hvor pågældende har modtaget dagpenge mv. eller har været ansat med løntilskud. Ledige, som ved ansættelsen har modtaget kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig uddannelsesydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, har deltaget i tilbud efter eller været ledig selvforsørgende – i en sammenhængende periode på mindst 3 måneder.

Vikarens løn- og ansættelsesvilkår

Vikaren skal ansættes med overenskomstmæssig løn eller den for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende løn. Vikaren vil under ansættelsen være omfattet af de for lønmodtagere gældende regler, der er fastsat ved lov, i henhold til lov eller ved kollektiv overenskomst m.v.. Ansættelsen skal som minimum være på 10 timer pr. uge og kan maksimalt vare i 12 måneder. Såfremt vikaren ikke ansættes på fuld tid, vil det være muligt for denne at modtage supplerende hjælp, såfremt betingelserne for supplerende hjælpe i øvrigt er opfyldt. Ledige ansat i jobrotationsstillinger vil kunne vikariere for flere medarbejdere. Vikaren optjener ikke dagpengeret under ansættelsen.
Jobcentret skal sørge for, at den ledige, der ansættes som vikar, er bekendt med, at ansættelsen ikke kan anvendes til at optjene arbejdstimer eller dagpengeret, jf. ovenfor.

 

Jobrotationsydelsen

Jobrotationsydelsen for hver ansat, der deltager i uddannelse, svarer til højeste dagpengesats plus 60 procent. Ydelsen betales på timebasis, svarende til 176,20 kr. pr. time (1/1-14)

Der kan ikke udbetales jobrotationsydelse, hvis der udbetales voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse (VEU-godtgørelse) i forbindelse med, at en medarbejder deltager i uddannelser, der berettiger til godtgørelse efter VEU-lovgivningen eller støtte efter lov om statens voksenuddannelse (SVU). Virksomheden kan desuden ikke samtidig med udbetaling af jobrotationsydelsen modtage løntilskud til vikaren. Ydelsen er en støtte til virksomhedens udgifter i forbindelse med jobrotationen, det vil sige såvel udgifter til løn til vikaren som til betaling af uddannelse, herunder fx deltagerbetaling.


Virksomheder kan dog stadig efter gældende regler gennemføre jobrotation ved at sende medarbejdere på voksenuddannelse med VEU-godtgørelse og lignende og samtidig som vikarer ansætte ledige med løntilskud efter reglerne i LAB-loven.

Valg af uddannelse til medarbejderne

Arbejdsgiveren afgør selv hvilken offentlig eller privat udbudt uddannelse medarbejderen skal deltage i. Er der tale om private uddannelser og uddannelser med brugerbetaling, betaler arbejdsgiveren selv deltagergebyret, jf. LAB-loven.

Medarbejdere med videregående uddannelser

Medarbejdere, med lang videregående uddannelse, kan i perioden 1/1-13 - 31/12-14, også deltage i ordningen, jf. forsøgsbek. nr. 1542 af 16/12-13.
Inden for en økonomisk ramme på 8 mio. kr. årligt gives endvidere mulighed for, at virksomheden også kan få jobrotationsydelse hvis de anvender ordningen til medarbejdere med en kort eller mellemlang videregående uddannelse, jf. LAB-loven Der er tale om en pulje, som administreres af Arbejdsmarkedsstyrelsen efter først-til-mølle-princippet. Før igangsætning af et jobrotationsforløb for grupper med videregående uddannelse skal jobcentrene søge Arbejdsmarkedsstyrelsen om et beløb fra puljen. Hvis der stadig er midler til rådighed i puljen meddeler Arbejdsmarkedsstyrelsen dette til jobcentret, som i sin tur giver virksomheden besked.

Pauser i uddannelsesperioden

I den periode et jobrotationsprojekt løber, vil der kunne være perioder, hvor ingen af medarbejderne er i uddannelse. Der kan fx være 1-4 ugers pause mellem uddannelsesperioder. I projektperioden behøver der ikke være et fuldstændig tidsmæssigt sammenfald mellem den periode, hvor medarbejdere deltager i uddannelse og den periode, hvor vikaren er ansat. Det afgørende for at virksomheden kan få udbetalt jobrotationsydelse i projektperioden, er, at der er en time til time relation mellem medarbejdere på uddannelse og vikaren/vikarene. Har virksomheden en vikar ansat ud over det antal timer, som beskæftigede deltager i uddannelse, kan der ikke udbetales jobrotationsydelse for disse timer.