Barsel

Når en medarbejder skal på barsel


Frister for at varsle orlov

Moderen skal give besked om, at hun går på barsel og hvornår det forventede fødselstidspunkt er, senest 3 måneder før den forventede fødsel.

Tidspunktet for forventet fødsel skal dokumenteres fx ved kopi af den del af vandrejournalen, som indeholder oplysninger herom – de øvrige oplysninger om graviditeten skal lederen ikke have en kopi af.

Samtidig skal moderen give besked om, om hun vil holde orlov 8 uger før forventet fødsel.

Faderen skal give besked senest 4 uger før den forventede fødsel, om han ønsker at holde indtil 2 ugers fravær, umiddelbart efter barnet er født.

Efter fødslen skal både moderen og faderen inden 8 uger efter fødslen give arbejdspladsen besked om, hvornår de vender tilbage til arbejdet, om orloven forlænges eller udskydes, og faderen skal give besked om, om han holder særlig fædreorlov.

Orlov før fødslen

Moderen har ret til fravær med løn 8 uger før det forventede fødselstidspunkt.

Bliver barnet født tidligere kan resterne af de 8 uger ikke holdes efter barnet er født, og omvendt påvirker det ikke længden af orloven efter barnet er født, at moderen er gået over tiden.

Orlov i de første 14 uger efter fødslen

Moderen har ret til orlov med løn i de første 14 uger efter fødslen.

I den samme periode har faderen ret til 2 ugers orlov med løn, som kan holdes lige efter fødslen eller efter aftale inden for det første 14 uger. Faderen kan også i de første 14 uger efter fødslen forlods bruge sin ret til orlov efter den 14 uge, så han kan holde orlov sammen med moderen.

Orlov efter den 14 uge efter fødslen og 6 + 7 + 6 ordningen

Efter den 14. uge efter fødslen, har begge forældre tilsammen ret til 32. ugers fravær fra arbejdet.

Af de 32 uger med dagpengeret har moderen ret til 6 ugers fravær med løn, faderen har ret til 7 ugers fravær med løn, og forældrene har tilsammen ret til 6 ugers fravær med løn, som kan deles mellem forældrene, som de ønsker det.

Fleksibel barselsorlov

Der er 3 former for fleksibilitet i barselsreglerne:
•Orloven kan forlænges
•Orloven kan udskydes
•Arbejdet kan genoptages delvist

Derudover er der også mulighed for at orlov kan holdes forlods, så forældre kan holde orlov på samme tid.

Forlængelse af orlov

Efter den 14. uge kan medarbejderen forlænge sit fravær på 32 uger med 8 uger til 40 uger eller med 14 uger til 46 uger. Det er begge forældre, der kan forlænge. Det er ikke muligt at forlænge med andet end 8 eller 14 uger.

Det er ikke muligt at udskyde orloven eller at genoptage arbejdet delvist, hvis orloven er forlænget med 8 eller 14 uger.

Udskydelse af orlov

En medarbejder har ret til at udskyde dele af retten til fravær. Udskydes retten til fravær, udskydes retten til dagpenge også. Orloven kan dog ikke udskydes, hvis medarbejderen har valgt at forlænge sin orlov.

Udskydelse af orlov kan ske på 2 måder. Enten efter reglerne om, hvad forældre har ret til eller efter reglerne om, hvad forældre kan aftale med arbejdspladsen.

 

Ret til:

En medarbejder har ret til, uden aftale med arbejdspladsen, at udskyde mindst 8 uger og højst 13 uger af de 32 uger, som medarbejderen har ret til efter den 14. uge efter fødslen. Det er kun den ene af forældrene, der kan bruge retten til at udskyde.

Den udskudte orlov skal holdes inden barnet fylder 9 år og orloven skal holdes i sammenhæng. Retten til at holde udskudt orlov 8 – 13 uger, gælder også over for en ny arbejdsgiver.

 

Efter aftale:

En medarbejder kan også udskyde sin orlov efter aftale arbejdspladsen. Efter aftale kan der udskydes op til 32 ugers fravær af orloven, som medarbejderen har ret til efter den 14. uge efter fødslen. Begge forældre kan udskyde efter aftale. Der er ikke nogen undergrænse for hvor meget der kan udskydes. Det udskudte fravær skal holdes inden barnet fylder 9 år.

 

Der er ikke krav derudover til, hvordan orloven skal holdes, og den kan for eksempel holdes drypvis.

Medarbejderen kan med 8 uger varsle, at orloven holdes.

Delvis genoptagelse af arbejdet

Delvis genoptagelse af arbejdet kræver altid en aftale med arbejdspladsen. Begge forældre har ret til at genoptage arbejdet delvist. Moderen har dog pligt til at vente til 2 uger efter fødslen.

Delvis genoptagelse af arbejdet kan ske på 2 måder, hvor forskellen mellem de 2 måder særligt er, om orloven forlænges eller ej.

Genoptagelse uden forlængelse

Uden forlængelse kan arbejdet højst genoptages med op til ca. 80 % af den hidtidige arbejdstid. Hvis arbejdstiden før orloven var lavere end den normale ugentlige arbejdstid på fuld tid, skal arbejdet genoptages i mindre end 29 ½ time om ugen. Man finder frem til den ugentlige arbejdstid ved at gange 29 ½ time med den faktiske ugentlige arbejdstid og dividere med 37 timer.

Arbejdet kan genoptages delvist i de perioder, der er udskudt; det gælder både udskudt orlov efter aftale og den del af orloven, der er ret til at udskyde.

Genoptagelse med forlængelse

Med forlængelse af orloven med den tid arbejdet genoptages, er der ikke andre krav til arbejdstiden, end at den skal være kortere end arbejdets normale omfang før orloven.

En medarbejder kan dog ikke både aftale delvist at genoptage arbejdet og derved forlænge orloven, hvis orloven i forvejen er forlænget op til 40 eller 46 uger.

Medarbejderen kan på den måde ikke både forlænge med 8 eller 14 uger og samtidig delvist genoptage med forlængelse.

Medarbejderen kan heller ikke delvist genoptage arbejdet, hvis en del af orloven er udskudt efter retten til at udskyde i mindst 8 og højst 13 uger.

Dog kan arbejdet godt genoptages delvist, hvis en del af orloven er udskudt efter aftale med arbejdspladsen; for eksempel for at holde ferie.

Det en god ide at regne ud, hvor meget orloven forlænges og hvornår den forlængede del af orloven skal afvikles, før det aftales med medarbejderen, at arbejdet kan genoptages delvist og orloven derved forlænges.

 

Eksempel på genoptagelse med forlængelse af barselsperioden:

En medarbejder (ansat 37 timer pr. uge) aftaler at starte på deltid 26 uger efter fødslen. Arbejdet genoptages med

27 timer pr. uge. Albertslund Kommune betaler løn for 27 timer og medarbejderen får dagpenge for 10 timer. Den periode hvor medarbejderen kan arbejde på deltid regnes som følgende:

Restdagpengeperiode (her 20 uger) x 37 timer /timer på dagpenge (her 10 timer) = 74 uger

Medarbejderen kan i dette eksempel arbejde på deltid i 74 uger.

Omsorgsdage

Medarbejdere har ret til 2 omsorgsdage for hvert barn de har, til og med det kalenderår barnet fylder 7 år. Omsorgsdage er med sædvanlig løn.

Det er biologiske forældre, adoptivforældre og andre der har forældremyndighed over barnet, der har omsorgsdage. Barnet skal enten bo hos, eller regelmæssigt være hos medarbejderen, for at der er ret til omsorgsdage.

Omsorgsdage skal varsles så tidligt som muligt. Omsorgsdage holdes i hele eller halve dage.

Hvis en medarbejder ikke har holdt omsorgsdage, falder de bort, når kalenderåret udløber. Omsorgsdage fra det år barnet er født, kan dog føres over til det næste kalenderår.

Blanketter vedrørende barsel

Navigationsseddel for barsel