Delvis genoptagelse af arbejdet


Delvis genoptagelse af arbejdet kræver altid en aftale med arbejdspladsen. Begge forældre har ret til at genoptage arbejdet delvist. Moderen har dog pligt til at vente til 2 uger efter fødslen.

Delvis genoptagelse af arbejdet kan ske på 2 måder, hvor forskellen mellem de 2 måder særligt er, om orloven forlænges eller ej.

Genoptagelse uden forlængelse

Uden forlængelse kan arbejdet højst genoptages med op til ca. 80 % af den hidtidige arbejdstid. Hvis arbejdstiden før orloven var lavere end den normale ugentlige arbejdstid på fuld tid, skal arbejdet genoptages i mindre end 29 ½ time om ugen. Man finder frem til den ugentlige arbejdstid ved at gange 29 ½ time med den faktiske ugentlige arbejdstid og dividere med 37 timer.

Arbejdet kan genoptages delvist i de perioder, der er udskudt; det gælder både udskudt orlov efter aftale og den del af orloven, der er ret til at udskyde.

Genoptagelse med forlængelse

Med forlængelse af orloven med den tid arbejdet genoptages, er der ikke andre krav til arbejdstiden, end at den skal være kortere end arbejdets normale omfang før orloven.

En medarbejder kan dog ikke både aftale delvist at genoptage arbejdet og derved forlænge orloven, hvis orloven i forvejen er forlænget op til 40 eller 46 uger.

Medarbejderen kan på den måde ikke både forlænge med 8 eller 14 uger og samtidig delvist genoptage med forlængelse.

Medarbejderen kan heller ikke delvist genoptage arbejdet, hvis en del af orloven er udskudt efter retten til at udskyde i mindst 8 og højst 13 uger.

Dog kan arbejdet godt genoptages delvist, hvis en del af orloven er udskudt efter aftale med arbejdspladsen; for eksempel for at holde ferie.

Det en god ide at regne ud, hvor meget orloven forlænges og hvornår den forlængede del af orloven skal afvikles, før det aftales med medarbejderen, at arbejdet kan genoptages delvist og orloven derved forlænges.

 

Eksempel på genoptagelse med forlængelse af barselsperioden:

En medarbejder (ansat 37 timer pr. uge) aftaler at starte på deltid 26 uger efter fødslen. Arbejdet genoptages med

27 timer pr. uge. Albertslund Kommune betaler løn for 27 timer og medarbejderen får dagpenge for 10 timer. Den periode hvor medarbejderen kan arbejde på deltid regnes som følgende:

Restdagpengeperiode (her 20 uger) x 37 timer /timer på dagpenge (her 10 timer) = 74 uger

Medarbejderen kan i dette eksempel arbejde på deltid i 74 uger.