Optjening af ferie med løn


Medarbejdere på månedsløn optjener ret til ferie med løn. Ret til ferie med løn optjenes i timer. En medarbejder på fuld tid optjener 18,5 ferietimer om måneden og 222 ferietimer om året, svarende til 6 ugers ferie. En medarbejder på for eksempel 30 timer optjener 30/37 af 222 ferietimer, svarende til 6 ugers ferie på 30 timer.

Medarbejdere på timeløn har ikke ret til ferie med løn. Medarbejdere på timeløn optjener i stedet ret til feriegodtgørelse med 12,5% af lønnen i optjeningsåret og en kontant godtgørelse på 2,5% for 6. ferieuge.

Medarbejdere på månedsløn optjener også ret til ferie med løn i de perioder, hvor de er fraværende, fordi de for eksempel er syge eller på barsel. Det, der afgør, om der optjenes ret til ferie med løn, er, om medarbejderen har krav på hel eller delvis løn under fraværet. Det betyder for eksempel, at en medarbejder der er fraværende i den del af en barselsorlov, hvor der ikke er ret til løn, men hvor der dog er ret til pension, har ret til ferie i det efterfølgende ferieår, fordi pensionen er delvis løn.

Fra optjeningsåret 2009 har medarbejderne ret til at få feriegodtgørelse med 12,45% af lønnen i optjeningsåret i stedet for ferie med løn og særlig feriegodtgørelse. Der er dog kun ret til feriegodtgørelse i stedet for ferie med løn for 1 til 5 ferieuge.