Tryghedspuljen

Efter OK13 er det fortsat muligt at søge penge i Tryghedspuljen til medarbejdere, der er afskediget på grund af arbejdsmangel


Det vil også i overenskomstperioden 2013-2015 være muligt at søge penge til aktiviteter for medarbejdere, der bliver afskediget på grund af arbejdsmangel. Der kan søges max. 10.000 kr. pr. medarbejder.

Pengene søges fra Tryghedspuljen. Tryghedspuljen er midler, der er afsat af de centrale parter ved overenskomstforhandlingerne i 2011 og delvis 2013. Tryghedspuljen er midlertidig og puljen ophører den 31. marts 2015, ved overenskomstperiodens udløb.

Hvem er omfattet af Tryghedspuljen
Midlerne fra Tryghedspuljen kan søges til medarbejdere, der er ansat på overenskomst under Offentlig Ansattes Organisationer (OAO), BUPL og Forhandlingskartellet. OAO består af Blik og Rør, Dansk Jernbaneforbund, Dansk Metal, Dansk Socialrådgiverforening, 3F, FOA, HK/Kommunal, Malerforbundet, Serviceforbundet, Socialpædagogerne og Teknisk Landsforbund.

Der kan søges penge til følgende aktiviteter:

Kompetenceudvikling og efteruddannelse

Karrieresparring og - afklaring, realkompetencevurdering

Individuel rådgivning i forhold til personlige og arbejdsmæssige udfordringer, som opstår på baggrund af afskedigelse

Følg linket
Følg linket til www.tryghedspuljen.dk og søg midler til den afskedigede medarbejder. Midlerne vil blive udbetalt indenfor 14 dage efter, at ansøgningen er modtaget. Ansøgningen skal underskrives af lederen, medarbejderen og TR (alternativt af den forhandlingsberettigede organisation, hvis der ikke er en TR).