Hvad er trivsel?

Trivsel er ikke glasur på kagen. Trivsel bør være kagens hovedingrediens. (Citat: Thomas Milsted, Trivsel, 2007)


Videncenter for arbejdsmiljø definerer trivsel sådan: "Trivsel på arbejdet er, når vi oplever velvære og balance mellem de krav, vi stilles over for, og vores behov, kompetencer og ressourcer."

Til daglig sidestilles trivsel med velvære. Det er oplevelsen af balance og følelsen af at være i overskud både fysisk og mentalt. En tilstand, der både udløser glæde, tilfredshed og tryghed, og som opstår, når vi grundlæggende har positive forventninger til, at vi enten selv kan cope (magte, håndtere eller mestre) med hverdagens udfordringer, eller at vores kollegaer og ledere kan hjælpe os.

Fire psykologiske faktorer, der har stor indflydelse på den enkeltes forventninger:

  • Passende kontrol og indflydelse
  • Forudsigelighed
  • Faglig og social opbakning
  • At tingene går i den rigtige retning

Trivsel handler blandt andet om at skabe positive forventninger til udfordringerne og at skabe et positivt tankemønster og en positiv tilgang til arbejdet og livet som helhed.

Enhver sag har to sider, en bagside og en forside. Man kan vælge at se tingene fra enten den lyse eller den mørke side. Trivsel skabes ved at fokusere på de lyse sider af sagen og kun tillægge den mørke side mindst mulig opmærksomhed. Selvfølgelig skal man ikke gå rundt og synge halleluja og nægte at nogle ting også kan være svære og tunge. Men der kan godt skabes en tilstand, hvor positivitet og realisme går hånd i hånd, og hvor det negative, sladder, sortsyn og depressionslignende tilstande begrænses til et minimum.

Et gammelt ordsprog siger, at "den hund du fodrer, bliver den største" Omsat til udfordringer kan det betyde, at den udfordring du har mest fokus på bliver den største – og det er jo så uanset om det er en positiv eller en negativ udfordring.