Chefforums 11 punkter

Chefforum har på mødet d. 15. 01. 2015 vedtaget at nedenstående 11 anbefalinger indarbejdes i retningslinjen for vold og trusler om vold.


  1. Ansvaret for at klæde medarbejderne godt nok på ligger hos ledelsen. Alle medarbejdere skal klædes på, til at kunne håndtere borgere der udviser grænseoverskridende adfærd - ikke kun de medarbejdere der har kontakt til borgere men alle medarbejdere.
  2. Når der har været en hændelse skal der straks være en samtale mellem en leder og den medarbejder det er gået ud over – der kan i forbindelse med denne samtale henvises til Falck HealthCare.
  3. Der skal være åbenhed om hændelserne og der skal løbende tales om temaet, så der kan ske en læring og en evaluering af handlemuligheder.
  4. Der skal være udarbejdet retningslinjer for, hvordan medarbejderne støtter hinanden og hvad man selv kan gøre. Det er et fælles ansvar selvom det rammer individuelt.
  5. Der skal udarbejdes og godkendes beredskabsplaner, som skal være kendt af alle og som bliver behandlet i MED og Arbejdsmiljøorganisationen.
  6. Nye ansatte skal have den nødvendige introduktion til beredskabsplanen og retningslinjer.
  7. Et alarmtryk bør altid udløse en arbejdsskadeanmeldelse. Ved andre hændelser uden alarmtryk, bør lederen være opmærksom i samtalen med medarbejder, om der skal ske en anmeldelse. Hvis det vurderes, at der ikke skal ske anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen, bør der være en anden form for intern registrering af hændelsen.
  8. Ved vold eller trusler om vold skal der ske to anmeldelser, en anmeldelse til politiet og en arbejdsskadeanmeldelse (det bør drøftes om der er særlige situationer, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at politianmelde, f.eks. i mødet med en dement eller udviklingshæmmet borger).
  9. Ved nyansættelser af personale der skal have borgerkontakt, bør der være opmærksomhed på, hvordan medarbejderens personlige faktorer spiller ind i f.t. arbejdet med borgeren.
  10. Holdningen fra alle medarbejdere over for borgere bør være imødekommenhed og hjælpsomhed – også hvis borgerne kommer uanmeldt.
  11. Man skal også være opmærksom på, at grænseoverskridende adfærd ikke kun kan dreje sig om borgere, men også ansatte imellem – og øvrige samarbejdspartnere.